|
FLERE FODNOTER TIL HANNAH ARENDT
18. FRA GRUNDTVIGS ØLNORDISKE SKÆNKESTUE...
Den første til at påpege Grundtvig-tænkningens spirituøse karakter, er Søren Kierkegaard. I 1845 noterer han i sin dagbog: " Den lille Troup af Begeistrede som ere dannede paa Pastor Grundtvigs ølnordiske Skjenkestue". Iagttagelsen udvikles og uddybes i arbejdshæfterne til "Afsluttende Uvidenskabelig Efterskrift," som filosoffen er i færd med at skrive samme år. Grundtvig beruser sine begejstrede tilhængere, mener Kierkegaard, med en tænkning,hvor tankestrømmen hele tiden afbrydes af apoplektiske kriser ( NB!Apopleksi er det græske ord for slagtilfælde). Med Kierkegaards egne ord: " En Ide griber ham(=Grundtvig), han forbauses, er rørt, han vil lyksaliggjøre hele Menneskeheden i sin mageløse Opdagelse; derimod mangler han dialektisk Bevægelighed til i et Reflexions-Forhold at see efter, hvad det er han har opdaget, om det er noget Stort eller noget Tomt. Medens derfor hans Ideer ere mange, er saare forskjellige og af høist forskjellig Bonitet ,have de alle et fælles Præg, et Modermærke, hvorpaa man strax kjender dem: Absolutethedens, den udialektiske eller apoplektiske Absoluthed (....)Berørt af Ideen bliver han ikke Tænker, men bliver digterisk i Forhold til hiin apoplektiske Dunkelhed, hvori Berørelsen er. Tilbagekaldes en tidligere Idee, da er han atter ikke bleven dialektisk i Forhold til den, langtfra, den tilbagekaldes absolut - fordi han nu har faaet den modsatte Idee absolut ". Og det nytter ikke noget at ville forsøge sig med indvendinger. Af følgende grund( og her kommer en sand perle): " Som Muhamedaneren ikke indlader sig med Allah, men blot raaber:"Stor er Allah!" - saaledes lader Grundtvigs absolute Idee sig også kun tilbede." Angående Grundtvigs udtryksmåde noteres der: "Hans Stiil (...)er bleven et Kaudervælsk, hvor Nisser og Trolde og Dalby-Mølle og et Marchandiser-Inventarium af en forslidt poetisk Phraseologie og Gud ved Alt det forekommer" (mine fremhævelser.pc) Så vidt jeg kan se, kan Kierkegaards signalement af Grundtvigs "tænkning" opsummeres på følgende måde:
På et tidspunkt afbryder Kierkegaard sin analyse for at stille et yderst relevant spørgsmål: Hvordan kan det være, at Grundtvig - skønt en ringe tænker - i den grad er i vælten? Kierkegaards svar: "Vor tid, der er saa stærkt bevæget og gjærende, har naturligviis altid Brug for en Overordentlig, en Seer, en Prophet, en stærk Mand,en Gevaltiger,en Martyr,o.s.v. Og naar det nu træffer sig saa heldigt, at een Mand kan overtage hele dette Overordentlighedens Repertoire med lige Bravour, og det kan Grundtvig,(...), hvad Under, at han paaskjønnes. Snart med det apostoliske Helgenskin om det forklarede Ansigt, snart ukjendelig i oldnordisk Loddenhed, altid en støiende Individualitet, gudelig, verdslig, oldnordisk,christelig, Ypperstepræst, Holger-Danske, snart jublende, snart grædende, altid prophetisk..." 19. ....til landekæferten i bragesnaps Hertil kunne man med en vis rimelighed indvende, at Kierkegaards Grundtvig-kritik sandsynligvis udspringer af en god portion skinsyge. Som bekendt var Sørens storebror Peter Christian Kierkegaard (der senere blev biskop i Aalborg samt kultusminister i København)jo en af Grundtvigs vigtige støtter. Skinsyge eller ej, var Søren Kierkegaard udstyret med profetiske evner. Skønt hans karakteristisk af Grundtvig som irrationalistisk folkeberuser virker en smule overspændt i 1845, viser den sig at være en fuldtræffer i 1968 og i årtierne derefter. I 1968 har Grundtvig ganske vist været død i 96 år.Til gengæld er grundtvigianismen still going strong og hundredåret for profetens død (1972) byder på en kærkommen lejlighed til at revitalisere hans verbum. Og ganske vist: ved mødet med 68 bliver Grundtvigs pærevælling af nordisk mytologi, de 5 Mosebøger, tysk idealisme,dansk nationalisme og britisk liberalisme til ufortyndet ufornuft. Samtidigt med at den ølnordiske skænkestue udvider sit virkefelt fra Skagen til Padborg og fra Rønne til Thyborøn. Oven skildrede udviking bør selvfølgelig ses i lyset af, at grundtivigianismen længe før 1968 har etableret sig som den danske ideologi par excellence.En proces, der muliggøres af, at de grundtvigske paroler bliver optunet i tre omgange:
Disse tre opgraderingsfaser skildres med et væld af detaljer i Ove Korgaards glimrende bog "Kampen om folket". 20. Grundtvig og 68 Historikeren Jes Fabricius Møller beskæftiger sig med spørgsmålet om, hvorfor Grundtvig gik hen og blev 68er. (jf. hans artikel " Grundtvig og 1968" i Weekendavisen 22/5/2008).Men at Grundtvig blev 68er samt maoist i 1968 er ikke mere overraskende end at han var fascist og nazist 40 år tidligere - samt CEPOS-mand i dag. I Grundtvigs marskandiser-inventarium findes jo alt. Her er det på høje tid at understrege et væsentligt, men højst upåagtet træk ved skjaldens personlighed. Vel kunne Grundtvig af og til fremstå som "en synderlig blanding af en Digter-Personlighed og en Vaudeville-Figur" - til gengæld var han også en pragmatisk indstillet realpolitiker. Dette betyder, at hans udfald mod "den grundmurede Latiner" (Madvig) ikke skulle opfattes som et mistillidsvotum til de lærde, den lærde skole og universiteterne. Husk på: Grundtvig gav den som anarkist, men alle vidste, at han var en royalistisk samfundsstøtte.At landet havde brug for mennesker, der som Madvig kunne deres kram, anså han for en selvfølge. Ligeledes vidste han udmærket, at folkehøjskolerne var et alternativ og et supplement til den lærde skole og universiteterne - og ikke en erstatning. Med andre ord: der var en hel del fornuft i Grundtvigs galskab. Tragedien er, at denne underforståede side af Grundtvigs tænkning, er blevet fuldstændig ignoreret af 68er-bevægelsen - og især af den del af den, som i sin tid gennemførte sin lange march gennem institutionerne. Med det resultat, at Grundtvigs vrøvl efter 1968 ikke længere holdes i ave af en smule sund fornuft. Derved udarter det grundtvigske frisind til tab af common sense, ville Hannah Arendt sige. Og tabet af common sense - ville hun tilføje - gavner markedstænkningens totalitarisme. 21. På sporet efter den tabte common sense: a)Patetiske Ebbe Kløvedal Reich At Ebbe Kløvedal Reich indtager en æresplads i dansk forvirrings-produktion har jeg allerede nævnt under min omtale af hans Grundtvig-bog "Frederik" (jf. nr. 16). Her vil jeg blot henvise til to passager fra hans essaysamling " I svampens hede"(2002), som begge afslører Ebbe Reichs afgrundsdybe naivitet. Første passage handler om hans kamp mod Maastrichttraktaten tilbage i 1992. Reich skal repræsentere Folkebevægelsen mod EF ved den afsluttende partilederdebat i tv. " Lige før debatten kom i gang, kom Pia Kjærsgaard hen til min pult, så mig dybt i øjnene og sagde lavmælt:´Husk nu, at vi er på samme hold!´. - Jeg nikkede og brugte ikke noget af taletiden på at rage uklar med hende. Men situationen havde langsomme langtidsvirkninger i mit baghoved". (ss.29-30). Det tror pokker! Hvordan kan vores tapre grundtvigianer dog finde på at "komme på hold med den mest småborgerlige, paranoide, selvtilstrækkelige form for dansk nationalisme"? (sammesteds). Svaret er klart: både Reich og Pia har Grundtvig som fællesnævner - og Grundtvig er selve indbegrebet af paranoid, selvtilstrækkelig dansk nationalisme. Hans digte og hans historiske værker myldrer jo med passager, hvor nævnte indstilling optræder i al tåkrummende bøvethed. Anden passage er essayet "De kompetente abekatte" (sammesteds,110-17), hvor Ebbe Reich med rette angriber den markedsgørelse, der kommer til udtryk i kompetencetænkningen. Essayet er imidlertid en sær blanding af naivitet og selvbedrag. Forfatteren overser nemlig, at den markedstænkning, der i løbet af de sidste 10 år har invaderet det danske uddannelsessystem, er blevet hjulpet til magten af alliancen mellem 68er-marxisterne og liberalisterne. Og hvem er the missing link mellem højre og venstre i denne alliance? Grundtvig of course - profeten i både CEPOS´ og i Ejvind Larsens øjne. b)Patetiske Suzanne Brøgger I Suzanne Brøggers smukke bog "Sølve"(2006) er der et kapitel, der grundtvigsk-kimlarsensk hedder:"Havfruesangens himmelblå løver" (ss. 396 flg.). Her betror forfatteren, at hun "som barn af den i dag så forkætrede kulturradikalisme(...)aldrig havde hørt navnet Grundtvig sidestillet med autoriteter såsom Goethe, Dostojevskij m.fl." Men så kom åbenbaringen i form af Ebbe Reichs folkebog "Frederik": "Jeg græd, da jeg læste den Grundtvigbog, for inde i Grundtvigs autentiske eller autistiske megalomani (=storhedsvandvid,pc) var der et skrøbeligt menneske, der ikke havde styr på de stemmer, han hørte fra alle tider og steder samtidig" (s.399) Så langt så godt. Suzanne Brøgger er vist ikke den eneste dansker, der i 70´erne har tændt på Reichs syrede Grundtvig-billede. Det problematiske ved Brøggers Grundtvig-fascination i dag begynder, når hun som optakt til en lang digression over Vølvens Spådom og Grundtvigs digt Nyårsmorgen bekender sig til følgende indsigt: "Kun med erindringen som modkraft er fremtiden mulig" (s. 400). Denne indsigt har jeg selvfølgelig intet at udsætte på. Derimod må jeg melde pas over for den type erindring, Suzanne Brøgger anbefaler som modgift mod tidens fortrædeligheder. Især Grundtvig finder jeg ubrugelig, fordi hans erindring har det med at skabe det skel mellem "vi" og "det fremmede", som Brøgger med rette betegner som farligt. Grundtvigs forfatterskab byder jo på utallige eksempler herpå. Desværre bliver de fortrængt af kulturradikale Grundtvig-apologeter såsom Ebbe Kløvedal Reich , Ejvind Larsen og andre. Eksemplerne er ikke desto mindre værd at huske på. For som Suzanne Brøgger skriver s.403:"Vi skal huske, hvad der før er sket. Vi skal huske, hvordan ubevidstheden hævner sig". Netop! Lad os derfor huske alt det vrøvl om sydeuropæisk og tysk kultur, Grundtvig har skrevet i for eksempel sin "Romervise" anno 1837 eller i "Budstikke fra Højnorden" i 1864. Det er rystende beskæmmende læsning, der beviser tre ting:
Og endelig: Når Susanne Brøgger citerer Grundtvig for, at " danskhed ej kan være naturlig oprunden, men må være historisk indpodet" (s.403), rejser det ikke alene det prekære spørgsmål om, hvad Grundtvig egentlig mener med "historisk" - det rejser også det lige så prekære spørgsmål om, hvordan dansk kulturradikalisme - in casu repræsenteret af Susanne Brøgger - forholder sig til Europas kulturtradition. For at kunne forstå denne problematik, er det nødvendigt at kigge nærmere på 22. nogle begivenheder, der indtraf i 1872. Hvornår var det nu det var, at lektor Blomme blev født? Svaret er såre enkelt: Han blev født i 1872. Hvorfor nu det? Jamen,fordi det var i 1872 at Grundtvig døde og at hans frihedskamp blev ført videre af Georg Brandes. Med kyndig hjælp fra gamle Madvig, der samme år var med til at forhindre Brandes i at få det professorat i æstetik, som var blevet ledigt efter Carsten Hauchs død. Det, jeg vil frem til, er, at Madvig ved at modarbejde den unge kritikers akademiske ambitioner, begik en katastrofal brøler. Vi må her huske på, at Madvig var selve indbegrebet af den danske akademikerverden og af dens forbindelse til den europæiske tradition. Og at både den danske akademikerverden og dens tilknytning til Europa i årtier havde været under beskydning fra Grundtvigs side.Ved at sige nej til Brandes, der året før havde skabt furore med sine første foredrag om Hovedstrømninger i det 19te Aarhundredes Litteratur, bragte Madvig nu begge dele også på kollisionskurs med det moderne gennembrud. Danmark lider den dag i dag under eftervirkningerne af denne katastrofe. Når jeg indleder denne fodnote med at stille spørgsmålet om lektor Blommes fødsel, er det fordi denne groteske hadefigur må betegnes som grundtvigianernes lille katekismus - skrevet - interessant nok! - af en Stalin-fascineret kulturradikal. Lektor Blomme er ikke andet end Madvig (læs: Europas kulturtradition) sat i gabestokken. Hans Scherfig fortsætter der, hvor Grundtvig og Brandes slap. Samtidig baner han vejen for Ebbe Kløvedal Reichs senere glorificering af Grundtvigs figur. Der går en lige linie fra Scherfigs lille folkebog fra 1940 ("Det forsømte forår") til en anden lige så succesfuld folkebog: Ebbe Kløvedal Reichs "Frederik". Begge bæres af to fjendebilleder: den akademiske verden og Europas græsk-romerske tradition. Begge leverer de et afgørende bidrag til udhulingen af den danske common sense. Begge må anses for de vigtigste forudsætninger for den gymnasiereform, hvis stærke anti-akademiske ånd kommer til udtryk i pseudo-akademisk kaudervælsk. 23. Og én til: Slaget på Fælleden Som om det ikke var nok, var samme år 1872 rammen om en tredje vigtig begivenhed: d.5.maj tørnede tusinder af arbejdere, kvinder og børn på Fælleden sammen "med en større styrke af betjente, soldater af fodfolket og en rytteriafdeling fra garderhusarregimentetet". Natten før var den danske arbejderbevægelses ledere Louis Pio, Harald Brix og Paul Geleff blevet arresteret. I en kulturhistorisk sammenhæng er slaget på Fælleden uhyre vigtigt. Især i dag, hvor Anders Fogh snakker sig fra Irak-fiaskoen ved at tordne mod Scavenius´ samarbejdspolitik. Med samme ret og indsigtsfuldhed kunne man nemlig sige, at gymnasiereformen er OK, fordi det jo var Madvigs "latinske" knipler, der i 1872 tævede løs på folket. Så vidt går dr.phil. Harry Haue ganske vist ikke. Efter kort at have omtalt, hvordan Madvig var med til at hindre Brandes i at få sit professorat, skriver dansk uddannelsespolitiks koryfæ: "På Borgerdydsskole i København bekymrede skolebestyreren Jean Pio sig utvivlsomt over lillebroderen Louis´ socialistiske virksomhed, der brat endte med fængslingen i foråret 1872. Den danske elite(sic!)værnede om sin traditionelle kultur og sit politiske system, og længe måtte den europæiske radikalisme og den internationale socialisme se sig stækket"(mine understregninger). Hvilket lyder uskyldigt, men er faktisk en smart måde at holde liv i den subliminale ligning : europæisk tradition=politisk reaktion . 24. Status over dansk uddannelsespolitik lige nu Lige nu kan dansk uddannelsespolitik anskues ud fra to forskellige synsvinkler
Anskuet som farce fremtræder dansk uddannelsespolitik anno 2008 som historien om, hvordan den genopstandne og omsider myndige bonde Jeppe på Bjerget skælder ud på og driver gæk med lektor Blommes spøgelse. Jeppe er som sagt blevet myndig. Han er myndig, fordi han er oplyst. Og han er oplyst (det tror han i hvert fald)i Kants forstand: "Oplysning er menneskets frigørelse fra dets selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er den manglende evne til at betjene sig af sin forstand uden en andens ledelse". Men ak og ve! Går man Jeppes oplysthed nærmere på klingen, viser det sig, at den kun er målrettet på én ting: at bevare den magt, Jeppe har erobret. Til gengæld er Jeppe ude af stand til at tænke. Hans udsagn, ville Hannah Arendt mene, har intet med common sense at gøre. Samme Arendt ville desuden tilføje, at han er en tankeløs magthaver, der i løbet af de sidste 40 år kun har formået at hoppe fra floskler til floskler. Altså: fra de vulgærmarxistiske i 1970´erne til de vulgærsociologiske (Luhmann, Habermas, Pseudo-Lyotard, m.v.) i dag. Ønsker man den historisk-analytiske tilgang, kan man give sig i kast med Harry Haues disputats "Almendannelse som ledestjerne"(2003) for hurtigt at konstatere, at forfatteren ikke kan/vil se skoven for bare træer. Langt større overblik kan man hente i Henning Fonsmarks "Kampen mod kundskaber" (1996), en bog, der dokumenterer følgende faktum: i årtier er dansk uddannelsespolitik blevet bestemt af en grundtvigsk-brandesiansk økumene, der hylder princippet om folkelig elitarisme. Det vil sige: folkelighed på attitudeplanen og elitarisme i bund og grund. Eller også: udenomsnakkende folkelighed over for de små/svage og elitarisme over for de store/stærke. Gymnasiereformen er det sidste eksempel på dette dobbeltspil. Lad os lige overveje følgende spørgsmål: hvilke elever drager fordel af, at faglighed svækkes til fordel for tværfaglighed? Det gør selvfølgelig de elever, der kommer fra veluddannede hjem - de elever, hvis vigtigste uddannelsessted er hjemmet. De elever derimod, hvis eneste uddannelsessted er skolen, bliver spist af med tværfaglig og metafaglig snak i stedet for at få det, der virkelig ville styrke dem: et solidt fagligt grundlag. Det er denne krypto-elitarisme, maskeret under en folkelig fernis, som er det mest problematiske og yderst upåagtede aspekt ved den skole, der er blevet skabt af den grundtvigsk-brandesianske alliance. Læs: partierne Venstre, de Radikale, Socialdemokratiet og SF. 25. Hvordan gik det til? Et par mulige svar: 1) Alliancen mellem grundtvigianisme og brandesianisme har sin rod i Systemskiftet, hvor de to ismer endegyldigt finder sammen takket være
Her skal der lige indskydes en bemærkning angående Georg Brandes´ forhold til Europa. Der er ingen tvivl om, at Georg Brandes var langt mere europæisk orienteret end Grundtvig nogensinde havde været det .Georg Brandes udfolder livet igennem en fantastisk oplysningsvirksomhed, der går ud på at åbne Danmark over for Europa. Denne virksomhed har imidlertid en begrænsning. Brandes fokuserer i den grad på friheden, at han kommer til at overse,at Europas kulturtradition - eller i hvert fald: vigtige dele af den - er den århundredlange forudsætning for både frihed og demokrati. Jeg mener, at denne begrænsning ved Brandes´ forhold til den europæiske tradition er medvirkende til, at Brandes og brandesianisme kan - omend i mindre grad end Grundtvig og grundtvigianisme - beskyldes for historieløshed. Men tilbage til Systemskiftet, som var Danmarks borgerlige revolution, hvis hovedaktører var byernes borgerskab og gårdejerne. Ja, gårdejerne! Forestillingen om, at de grundtvigske højskoler var tilgængelige for bondeproletariatets lommer, er en myte. 2) Af stor betydning for styrkelsen af den grundtvigsk-brandesianske økumene var desuden Staunings beslutning om at lancere parolen "Danmark for folket" - en parole, der i allerhøjeste grad var Grundtvig-inspireret og som desværre kunne misbruges - og blev misbrugt - i populistisk øjemed. Socialdemokratiets rolle i udformningen af dansk uddannelsespolitik burde undersøges til bunds. Her må jeg af mangel på tid og viden nøjes med at konstatere følgende fakta:
LÆS FILOSOFI Hvor om alting er: gymnasiereformen fungerer lige så dårligt som det hedengangne habsburgiske kejserrige på tærskelen til samt under Første Verdenskrig. Hvad skal de yngre gymnasielærere ( de ældre kan glæde sig til den snarlige pensionering)stille op med den? Der er tre muligheder: 1. at dø martyrdøden som stressoffer 2. at bruge Svejk-metoden: grine i skægget og redde pelsen 3. at læse filosofi. Det er sidstnævnte mulighed, jeg anser for mest konstruktiv. At undervise på deltid (eller tage sig et sabbatår), studere filosofi og blive filosofilærer. Gymnasiereformens strukturelle tankeløshed råber nemlig på filosofi som Sahara på vand. Som nyansat filosofilærer og med filosofiens hjælp vil man dernæst kunne udøve en yderst samfundsgavnlig gerning ved bl.a. at påvise, at samfundsfag i den nuværende gymnasieskole spiller samme inspirerende rolle som teologi i middelalderens katedralskoler. I mellemtiden kan trøst og argumenter hentes i Hannah Arendts essay "The Crisis in Education" ( i "Between Past and Future",Penguin Books,cit.,ss.173-196). 27. Nogle strøbemærkninger om Hannah Arendts essay "The Crisis in Education". Bør vores epoke karakteriseres som moderne eller postmoderne? Dette nervepirrende spørgsmål kunne Hannah Arendt ikke nå at forholde sig til. Hun døde desværre allerede i 1975. Jean-François Lyotards essay om det postmoderne vilkår og de "store fortællingers død", kom først i 1979. Men efter at have læst Arendts essay "The Crisis in Education", mener jeg, at hun kunne have svaret som følger: hvis det 20. århundredes modernitetsudgave præges af politikglemsel, så er postmoderniteten (eller snarere:snakken om den) politikglemsel i terminalfasen. Det vil sige: politikglemsel omsat til lærings-og coachingsindustri. Det er nemlig Arendts pointe, at opdragelses/uddannelseskrisen ikke skyldes manglen på tidssvarende læringsteorier-og praksisser. Tværtimod mener hun, at pædagogikkens elefantsyge er et udslag af den samme politikglemsel, som er krisens virkelige årsag. Skønt Hannah Arendt i sit essay beskæftiger sig med USAs skolevæsen - og uvæsen anno 1958, henvender hun sig også til europæerne. Det gør hun på to måder: dels fordi essayet oprindeligt var et foredrag, som hun holdt i den nordtyske by Bremen( mai 1958) - og dels fordi hun mener, at de problemer, som USA slås med på det tidspunkt, skyldes, at USA er verdens mest moderne land. Altså forudser hun, at Europa vil blive konfronteret med de samme problemer i takt med at det vil blive mere og mere moderne. At Hannah Arendts profeti er gået i opfyldelse i dagens Danmark - som udi pædagogisk elefantsyge lever virkelig op til sin selvforståelse som europæisk foregangsland-, fremgår af utallige beviser og her på det sidste af professor Lars Qvortrups kronik "Pædagogikken viser vejen til det nye Paradis: Videnssamfundet ( Information d. 1.august 2008). Opdragelses-og uddannelseskrisen skyldes politikglemsel, mener Arendt. Men hvad beror sidstnævnte på? Den beror på en lang række intimt forbundne faktorer, hvoraf den vigtigste er den fremmedhed over for verden, som har ramt massesamfundets moderne menneske. En fremmedhed, der ytrer sig som et traditions- og autoritetstab, der har omplantet sig fra den offentlige sfære til den private. Med det resultat, at de moderne voksne ikke længere er i stand til at påtage sig noget ansvar for den verden, som de burde indføre børnene/de unge i. Dette ansvarlighedsafkald ytrer sig i en Pontius Pilatus-holdning:"It is as though parents daily said:´In this world even we are not securely at home; how to move in it, what to know, what skills to master, are mysteries to us too. You must try to make the best as you can; in any case you are not entitled to call us to account. We are innocent, we wash our hands of you" ( s. 191;min understregning). Men denne holdning, som søges maskeret ved at udnævne pædagogikken til vor tids frelser (jf. Lars Qvortrups kronik), er en katastrofe for samfundet. For skolen burde påtage sig to vigtige opgaver:
Dette fører Arendt til at plædere for et konservativt skolesystem. Hvilket lyder som Søren Krarup. Der er imidlertid den væsentlige forskel, at skolens konservative indretning i Arendts øjne er den bedste måde at forberede fremtidens nødvendige revolutioner på. HAVES:LÆRING/ØNSKES:AMOR MUNDI Det ville være både plads- og tidskrævende i alle enkeltheder at gøre rede for Arendts syn på tidens uddannelsespolitiske misère. Jeg kan kun opfordre alle interesserede til selv at læse og diskutere hendes væsentlige skrift. Her vil jeg nøjes med at fremhæve to punkter: 1) Hannah Arendt er ikke nogen modstander af pædagogik "an sich" - tværtimod synes hun, at læreren skal være smaddergod til at formidle sit fag. Men hvor hun fremhæver betydningen af fagpædagogikken, advarer hun imod at ophøje pædagogikken til vidunder- og frelsermiddel. Altså: pædagogik bør være et middel i faglighedens tjeneste - og ikke omvendt. 2) Den nødvendige vidensformidling må hente sin kraft i et modigt opgør med vor følelse af fremmedhed over for verden. Vi må med andre ord atter lære at elske verden. Selv de mest avancerede læringsteorier vil ikke kunne erstatte Amor Mundi: kærlighed til verden. Sagt med hendes egne ord:"Education is the point at which we decide whether we love the world enough to assume responsibility for it.."(s.196). Men som sagt: læs selv! 29. To lysninger i vildnisset Hvad skal man mene om en gymnasieskole, hvor de enkelte gymnasiers grundlæggende anarkistiske koncept søges afhjulpet af undervisningsministeriets bureaukratiske modforanstaltninger? Hvad skal man mene om, at gymnasiereformen, der skulle forøge elevernes studieparathed, får råt for usødet af et universitet, der anser mange af de nyudklækkede studenter for ikke studieegnede ? (jf. årets faldende studieoptag). Og hvad skal man mene om et universitet, hvor hensigtserklæringerne om uddannelser i verdensklasse bliver gjort til skamme af en taksameterordning, der fremmer højeste og hurtigste gennemførselsprocenter - med discount til følge? Hvad skal man endeligt mene om et uddannelsessystem, hvor hensynet til globaliseringen tages til indtægt for flere og flere moduluddannelser ("videnfars" har man kaldt det)samtidig med, at der udstedes en række kanoner, der skulle styrke den nationale sammenhængskraft, men som ender i stedet med at blotte et provinsielt kultursyn? Katalogen over de inkonsekvenser, der kendetegner dansk politik lige nu, kunne fortsætte ad libitum med eksempler fra ældreplejen, sygehusvæsenet, kommunalreformen m.m. Når jeg alligevel nøjes med nogle eksempler fra uddannelsesområdet, skyldes det nu engang, at det er uddannelsespolitik, jeg forstår mig bedst på. Men én ting må jeg have lov at formode: uddannelsespolitikkens krise er et symptom på, at det er politik i al almindelighed, det står sløjt med. Det er som om den galopperende globaliseringsfeber nærer en udbredt, ubevidst længsel efter den totale jungle. Billedet låner jeg af den tyske forfatter Rüdiger Safranskis bog Wieviel Globalisierung verträgt der Mensch? (2003: Hvor meget globalisering kan mennesket holde til?).Her genopliver han urmyten om, at civilisationen opstod, da mennesket gav sig til at rydde skovene. Nu hvor informationsskovene er ved at trænge os fra alle sider, håber Safranski, at mennesket endnu engang vil formå at skabe nogle lysninger. Det er et håb, som jeg lige nu deler med en vis fortrøstning:Midt i det danske vildnis er der nemlig mindst to rydninger, jeg får øje på. Den ene skyldes universitetslektor Sune Aukens kommentar "Velkommen på Universitetet" i Information d.13.august. Her retter han en sønderlemmende kritik af taksameterordningens korrumperende virkning. Bravo, lektor Auken! Hannah Arendt ville synes, at du er en guttermand! Den anden er professor Lars Qvortrups citerede kronik. Qvortrup, der i øvrigt er dekan for DPU (Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Århus Universitet ) hævder, at han stillet over for valget mellem almendannelse og What works? opfatter sig selv som agnostiker. Hvorefter han afsender følgende salut: " Undervisning handler fortsat om at forandre mennesker, og enhver god lærer vil noget med sine elever. Hun vil lære dem noget, naturligvis. Men hun vil også hjælpe og stimulere dem til at overskride sig selv. Ikke for at realisere sine egne, private idealer og målsætninger, men for at gøre det, fællesskabet - det uddannelsespolitiske og den enkelte skole - er blevet enig om er pædagogikkens mål. Hendes opgave er, i dag som tilforn, at håndtere det klassiske befrielsesteologiske paradoks: At gøre et andet menneske frit til at varetage dets egen frihed". Det lyder fornuftigt. Der er blot ét problem:Hvad er det for et uddannelsespolitisk fællesskab, Qvortrup sigter til? Længere oppe i samme kronik skriver han, at vi i dag "siger farvel til politikken til fordel for pædagogikken". Og det er netop realiteterne i dagens Danmark: den pædagogiske elefantsyge er bagsiden af faglighedens og uddannelsespolitikkens svækkelse. Altså: Qvortrup modsiger sig selv. Når jeg alligevel anser hans kronik for en lysning i vildnisset, er det, fordi han bekender sig til agnosticismen. Og agnostikere kan man ikke sådan kimse ad.De er nemlig anti-dogmatikere, der i lighed med Sokrates kun véd, at de ikke véd. Og hvad Qvortrups agnosticisme specielt angår, må den siges at lyse grangiveligt op i landskabet. Især hvis den indebærer, at han i dag lægger afstand til sin guru Niklas Luhmann og hele hans badulje af dobbeltkontingente selviagttagende metadiskurser, som har fundet vej til gymnasiereformens bibel, alias Harry Haues bog om almendannelse som ledestjerne. I så fald er det glædeligt, så meget desto mere som Qvortrups nyvundne erkendelse ikke er nogen enlig svale. 30. To herrer på Herrens mark " De store fortællinger faldt i 60´erne,70´erne og 80´ernes. De blev klappet sammen som store paraplyer og efterlod os på herrens mark. Nu står vi på herrens mark og skal være dygtigere og dygtigere. Læring er blevet det helt store. Politikerne kan slet ikke få armene ned. De vil have mere og mere af det samme, Det, der bekymrer mig ved udviklingen, er tendenser til, at læring erstatter det værende, og dygtighed erstatter perspektiv". Hvem siger disse ord? Det gør såmænd den tidligere formand for Kompetencerådet professor Per Schultz Jørgensen. Udtalelsen falder i anledning af, at Schultz Jørgensen sammen med professorkollegaen Knud Illeris er hovedtaler ved konferencen "Midt i en læringstid", som finder sted den 12.september 2007. Stedet er festsalen på DPU. 300 tilhørere lytter andægtigt. (Disse oplysninger har jeg fra Rune Lykkebergs fine artikel "Hvis modstanden skal have en gang på jorden",Information d.15.9.2007) Knud Illeris skal præsentere sin bog "Læringsteorier". Man skulle forvente lutter læringsbegejstring fra hans side. I stedet kommer der følgende indrømmelse: "Det lærende samfund er ved at vokse hen over hovedet på os". Alligevel mener han ikke, at læring er til at komme uden om:" Man må gøre sig klart, at hvis en modstand (mod læring-pc) skal have nogen som helst gang på jorden i det her forbandede samfund, er det nødvendigt, at man både lærer det, der skal til for at klare sig og samtidig lærer det mere,der skal til for, at man kan sætte sig ud over det." Hvad skal man lære af det? Følgende: den postmoderne humbug synger på sidste vers. Parallelt hermed er en vigtig indsigt ved at indfinde sig. Den samme indsigt, som i Hannah Arendts øjne allerede var en kendsgerning anno Domini 1958. Det er indsigten om "the bankruptcy of progressive education"(jf."Between Past and Future,cit.,s. 179). I samme åndedrag bør man notere sig, at Per Schultz Jørgensens henvisning til de store fortællingers død er en dødssejler.Han burde vide, at denne forestilling, som stammer fra Lyotard, senere er blevet forkastet af ophavsmanden (jf. Frederik Stjernfelt i "Når mennesket undrer sig, red.Birgitte Rahbek, 2002,s.519). Men hvad skyldes Schultz Jørgensens og Illeris´ slet skjulte rådvildhed? Den skyldes - mener jeg -, at læringens fremstormende tropper i 2007 gennemlever det, der svarer til Napoleons Ruslandsekspedition. Hvorimod de i dag står over for deres Waterloo. Årsagen er ganske ligetil: gymnasiereformen, der skulle indlede læringens tusindårsrige, ligner en dundrende fiasko. Hvad skal der gøres? I stedet for at tærske langhalm på læring og andre pædagogiske fatamorganaer burde Per Schulz Jørgensen, Knud Illeris og Lars Qvortrup tage initiativet til det, der virkelig er tiltrængt lige nu:politikkens genfødsel. Foreløbigt spilder de deres talenter. Uanset om de anser sig selv for troende, ateister eller agnostikere, er det en skam - både for dem selv og for det samfund, som de er borgere i. 15.8.2008. Revideret november 2014
den lille Troup...Skjenkestue: jf. Søren Kierkegaards Papirer, bind VI,s. 30 en ide...absolut: sammesteds, s. 102 Som Muhamedaneren..tilbede: sammesteds,ss.102-3 Hans Stiil...forekommer:sammested s. 105 vor tid..prophetisk: sammesteds s.111-12 marskandiser-inventarium: sammesteds s. 105 en synderlig...Vaudeville-Figur : Kierkegaard, sammesteds s.113 den grundmurede Latiner : jf. Grundtvig, Den danske højskole,den latinske minister og rigsdagsmanden fra Præstø, i Udvalgte Værker ved P.A. Rosenberg, VII bind, s.273 flg. profeten i både CEPOS´ og i Ejvind Larsens øjne: Ove Korsgaard (Kampen om Folket,s.346) kaster velgørende lys på de historiske forudsætninger for denne spegede alliance:"Fordi de statsorienterede akademikere i Danmark (efter 1864!) mistede magt til de ikke-statsorienterede grundtvigianere, skete der en omkalfatring af forholdet mellem staten, markedet og det civile samfund." Til fordel for især markedet altså! Helge Sander kunne med en vis ret hævde, at parolen "Fra forskning til faktura" er grundtvigiansk. Romervise : N.F.S. Grundtvig, Udvalgte Skrifter ved Holger Begtrup, b. VIII, s.151 Budstikke i Høinorden : sammesteds,b. X, s. 518 Grundtvig var racist: for en veldokumenteret redegørelse om Grundtvigs forhold til nationalisme, racisme og liberalisme jf. Ole Vind, Grundtvigs historiefilosofi, cit.,ss. 461 flg. Madvig var med til at hindre...efter Hauchs død: sandt at sige er Madvigs andel i denne spegede affære ikke dokumenteret tilstrækkeligt. Hverken Harry Haue (Almendannelse,cit.,s. 209) eller Hans Hertel (Georg Brandes kulturevolution - og kulturkampen omkring Georg Brandes 1871-2004, i:Det stadig moderne gennembrud, red. Hans Hertel,2004, s. 69) er i tvivl om Madvigs ansvar. Brandes-kenderen Jørgen Knudsen ser lidt mere nuanceret på sagen. Jf. Jørgen Knudsen, Georg Brandes - Frigørelses vej 1842-77, 1985, ss.246 og 396, hvor man blandt modstanderne af Brandes´ansættelse også møder skjaldens søn Svend Grundtvig. På Borgerdydsskole...stækket: Harry Haue, Almendannelse,cit,ss. 209-10 Oplysning...ledelse: Immanuel Kant, Was ist Aufklärung (1783), citeret efter "Tankens magt. Vestens Idehistorie, 3.b.,s.2370 Pseudo-Lyotard : jf. note til afsnittet To herrer på Herrens mark grundtvigsk-brandesiansk økumene : at den hylder princippet om folkelig elitarisme står for min egen regning Alliancen...har sin rod i Systemskiftet: til at begynde med var der ganske vist en del uoverensstemmelser mellem grundtvigianere og brandesianere. Men i betragtning af den stærke alliance, der opstod mellem de to bevægelser op til og især efter Systemskiftet, er det vanskeligt at forstå, hvorfor Demokratikanonen (s.60) skildrer dem som modstandere. Ja,gårdejerne!Forestillingen...er en myte: Men det drejer sig om en myte, der hører til det moderne Danmarks mest indgroede.Herom skriver Søren Mørch: "Højskolen var først og fremmest gårdejernes skole, og i det omfang man opfatter den som specielt og typisk dansk, er det, fordi man uden at tænke over det sluger krog og madding på den snøre, som historikeren Thorkild Kjærgaard har kaldt Gårdmandslinien i dansk historieskrivning" (Den sidste Danmarkshistorie,revideret udgave 2006,s.181 - min fremhævning,pc). Søren Mørchs tese rejser et interessant spørgsmål: Kunne det tænkes, at der også eksisterer en gårdmandslinie i dansk uddannelsespolitik? Georg Brandes...kommer til at overse at Europas kulturtradition: for en træffende kritik af Brandes´ metode jf. den italienske filosof Benedetto Croces signalement af Hovedstrømninger i: Benedetto Croce, "Litterære og Politiske Essays", Hasselbachs Kulturbibliotek,1945, ss. 30 og flg. Croce mener, at Georg Brandes´ hovedstrømninger ikke er en æstetisk, men en sociologisk behandling af digtningen i det nittende århundrede. Eftersom Brandes ser på Europas litteratur med agitatorens briller, mener Croce, at han kommer til "at forarme rigdommen for at få den ind i fattige skemaer". Hvad kan man konkludere? At tet danske Europasyn fødes i krydsilden mellem to modsatrettede ensidigheder: Grundtvigs anti-papistiske (og anti-tyske,m.m.) og Brandes´ emancipatoriske. Hundrede år senere vil historien gentage sig - denne gang med vulgærmarxisterne i brandesianernes sted. Ritt Bjerregaard...markedsgørelse: at farerne for sådan en udvikling kunne anes allererede dengang fremgår af mine indlæg "Humanisme og rotteræs" samt "Samfundskrobaternes kraft-og krumspring", som Gymnasieskolen bragte i november 1979. Begge indlæg er tilgængelige på hjemmesiden www.pietrocini.dk Hal Koch og Hartvig Frisch: om Hal Koch jf. Ove Korsgaard, Kampen om Folket, s. 449 flg.; om Hartvig Frisch se Lars Olsens interessante kronik "Her kan centrum-venstre lære noget" (Information 21.02.08) K.E.Løgstrup : kort tid før sin død (november 1981) holdt Løgstrup to yderst interessante foredrag om uddannelsesproblematikken. Jf. essayerne "Skolens formål" og " Holdningskrise - disciplinproblemer" i: K.E.Løgstrup, Solidaritet og Kærlighed - Essays, 1987 Lars Qvortrups kronik: Den kan læses på www.information.dk/163041 Amor Mundi: Amor Mundi synes at være det suveræne,men stiltiende princip, der inspirerer store dele af Hannah Arendts forfatterskab og virke.Essayet "The Crisis in Education" bæres utvivlsomt af dette stiltiende princip. Mig bekendt er det kun i sin korrespondance at Hannah Arendt opholder sig ved Amor Mundi. Således i et brev til Karl Jaspers:"Ich habe so spät, eigentlich erst in den letzten Jahren, angefangen, die Welt wirklich zu lieben, dass ich es eigentlich können müsste. Aus Dankbarkeit will ich mein Buch über politischen Theorien ´Amor mundi´ nennen..." (.Citeret i Hannah Arendt, Ich will verstehen. Selbstauskünfte zu Leben und Werk, Piper 1998,s. 155.).Om Amor Mundi, se også: Wolfgang Heuer, Hannah Arendt,Rowohlt Monographien, 6. Auflage,2001,s.50 flg. ; samt Elisabeth Young-Bruehl, Hannah Arendt. Leben, Werk und Zeit, Fischer Taschenbuch Verlag, 2004, s.438 flg. Harry Haues bog...ledestjerne: Haues gæld til Luhmann og Qvortrup vedkendes flere steder. Jf. især ss. 16-17, 22-27,46-47. Lyotard..ophavsmanden: at Lyotard reviderede sit syn på de "store fortællingers død" er Lars Qvortrup godt klar over. Han undlader imidlertid, at gøre læseren opmærksom på det. Jf. hans "Det hyperkomplekse samfund",2.udg. 2001, s.307, hvor der henvises til Niels Brüggers og Finn Frandsens Lyotard-bog "Filosofiske forskydninger" med den kryptiske bemærkning:" Lyotards forfatterskab rækker imidlertid langt videre..". Selv en hyperkompleks filosof som Qvortrup er åbenbart af den opfattelse, at forenklingen (in casu:udeladelsen) letter forståelsen. Rune Lykkebergs fine artikel : Kan læses på www.information.dk/146446
|