OMKRING ISRAEL

Til minde om   Laura Levis - min uforglemmelige lærer ved Liceo Jacopo Stellini i Udine.

1.HANNAH ARENDT - et zionistisk figenblad?

Hannah Arendts tilknytning til zionismen var en både kortvarig og speget affære. Ganske vist var hun i begyndelsen af 40´erne lidenskabeligt engageret i oprettelsen af en jødisk hær, men hun var så afgjort modstander af, at staten Israel skulle oprettes på grundlag af folkefordrivelse og terror.

Hendes engagement i zionismen synes at kulminere i 1948. Et for hende i alle henseender annus horribilis. Formørket af mordet på Folke Bernadotte og bortgangen af hendes åndsfælle - den ligeledes meget atypiske zionist Judah Magnes.

Samme år er hun sammen med bl.a. Albert Einstein medunderskriver - og efter manges mening - forfatter af  et protestbrev rettet mod Menachem Begins forsøg på at indynde sig hos USAs offentlige mening.

Dette højst interessante dokument kan læses mange steder på nettet. For eksempel her

http://www.marxists.org/reference/archive/einstein/1948/12/02.htm

 Alt i alt bør Hannah Arendts engament i zionismen anses for sekundær. Sammen med nævnte Magnes, Ahad  Ha´am og Martin Buber (se GR,127-150) må hun vist henregnes til zionismens "schöne Seelen"  eller - ifølge fascistisk og højrezionistisk sprogbrug - til dens pladderhumanister.

Det kan imidlertid ikke udelukkes, at hendes tænkning vil komme til at spille en større og større rolle i Israels fremtid - i takt med at landets fredsbevægelse vil vinde indflydelse.

Sådan en udvikling fremmes imidlertid næppe ved at gøre Hannah Arendt til zionistisk figenblad.

I ovennævnte protestbrev karakteriserede hun Menachem Begin som fascist. Hvad ville hun have sagt til, at samme Begin i perioden 1977-1983 var Israels statsminister? Og hvordan ville hun have forholdt sig til Ariel Sharons medskyld i massakren ved Sabra og Shatila (september 1982)?

Det kan vi ikke vide. Hun døde jo i 1975.

I sit essay "Hannah Arendt - en kommunitaristisk konservativ" (i: 11 konservative tænkere, 2010) hævder Thue Kjærhus med rette, at Hannah Arendt ikke kan tilskrives ny-konservative holdninger.

Til gengæld kan hun heller ikke tages til indtægt for zionismens forbrydelser. Det er imidlertid netop det, Thue Kjærhus gør, når han skriver:"Arendt fastholder en principiel kritik af zionismen livet igennem, men må samtidig erkende, at der intet alternativ er til zionismen."(s.128)

Desværre undlader Thue Kjærhus at dokumentere den sidste påstand.

Endvidere betegner han  Hannah Arendt som "en anti-zionistisk zionist" (s.128).

Her ville det igen være på sin plads at redegøre for, hvilken slags zionist Hannah Arendt var.

Thue Kjærhus skriver:" Hun var skeptisk overfor det zionistiske projekt. Hun anså det for principielt umuligt, fordi nabolandene og den palæstinensiske kultur var primitiv (sic!)og uciviliseret (sic!). Hvis man anbringer civiliserede europæiske Ashkenazim-jøder midt i det ucviliserede Mellemøsten, så vil de, ifølge Arendt, være tvunget til at blive lige så uciviliserede som omgivelserne, fordi de må anvende uciviliserede midler for at overleve"(s.127)

Har Hannah Arendt virkelig skrevet sådan noget? Igen ville det være dejligt, hvis Thue Kjærhus dokumenterede sin påstand.

Foreløbig noterer jeg mig, at påstanden hverken bekræftes af den bedste Arendt-biografi på markedet (Elisabeth Young-Bruehl:Hannah Arendt, For Love of the World, 1982) eller af Hannah Arendts The Jewish Writings, 2007. 

2. VAR MENACHEM BEGIN TERRORIST?

Ja.

For et mindre kontant svar se http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/12961:Debat--Var-Menachem-Begin-terrorist

3.SEFARDIM OG ASHKENAZIM

Efter diaporaen spredes jøderne over hele den kendte verden.

I løbet af middelalderen deles de europæiske jøder i

Sefardim og Ashkenazim.

Til grunden for de to udtryk ligger de to hebraiske betegnelser for Spanien (=Sefardah) og Tyskland (=Ashkenaz).

Begge udtryk skal tages i bred forstand.

Sefardim er således også de jøder, der er bosat i Italien og Syd-Frankrig. Samt alle dem, som efter fordrivelsen fra Spanien og Portugal, slår sig ned i det Osmanniske Rige. I Thessaloniki, f.eks.

I Primo Levis pragtfulde bog "LA TREGUA" (da.TØBRUDDET) møder vi en af disse græske jøder: il Greco.

Lige så bredt skal man opfatte ordet Ashkenazim. De fleste "tyske" jøder bosætter sig faktisk i Polen, Litauen og Rusland.

Forskellen mellem Ashkenazim og Sefardim har en interessant sproglig side.

De fleste Askkenazim taler jiddisch - et gammeltysk mål iblandet hebraiske komponenter.

Mange Sefardim taler en spansk dialekt.

Bemærk, at ordet "sefardim" ofte bruges til at betegne de orientalske jøder (mizrahim), altså jøderne fra de arabiske lande samt fra Afghanistan´og Iran.

Det er de polsk-russiske ashkenazim-jøder, der kommer til at sætte et afgørende præg på Israel.

Samtlige israelske statsministre - bortset fra Yigal Allon -  er jøder, hvis afstamning kan spores tilbage til det hedengangne russiske kejserrige.

David Ben Gurion (1886-1973) alias: David  Grün, født i Plonsk ved Warszawa. Søn af Avigdor Grün og Scheindel Grün.

Moshe Sharett (1894-1965), alias: Moshe Shertok, født i Kershon, Ukraine

Levi Eshkol (1895-1969) alias Levi Shkolnik, født i Oratov ved Kiev (Ukraine)

Yigal Allon(1918-1980) født i Kfar Tavor i det Ottomanske Rige

Golda Meïr (1898-1978) alias Golda Mabovich, født i Kiev (Ukraine)

Itzhak Rabin(1922-1995) alias: Itzhak Rubitzov,født i Jerusalem, søn af Nehemiah R., født i Ukraine og af Rosa Cohen, født i Hviderusland.

Shimon Peres(1923) alias Szymon Perski, født i Wiszniewo (Polen)

Menachem Begin(1913-1992)  alias  Mieczyslaw Biegun, født i Brest Litovsk(Hviderusland)

Izhak Shamir (1915) alias Icchak Jezernicky, født i Ruzhany, Hviderusland

Benjamin Netanyahu(1949) født i Tel Aviv, søn af Zila Segal og Bernzion N., født i Warszawa

Ehud Barak(1942) alias Ehud Brog, født i Mishmar HaSharon i det daværende Palæstina. Forældrene stammede fra Litauen.

Ariel Sharon(1928) alias Ariel Scheinermann,født i det daværende Palæstina. Søn af Vera Shneorov og Samuel Scheinermann, begge født i Georgien.

Ehud Olmert(1945) født i det daværende Palæstina - forældrene begge af russisk afstamning.

 4. ULRIK HØY

Ulrik Høys ugentlige klumme i Weekendavisen er den 27.5.2011 viet Israel/Palæstina-konflikten. Under overskriften "En palæstinensisk stat?" indleder Høy  med  følgende svada:

"NU har palæstinenserne plaget i 60 år om at få deres egen stat, så selvfølgelig skal de have deres egen stat. De har også tabt seks-syv krige, så det styrker kreditten. Hvad israelerne skal have til gengæld? Ja, det er det interessante, for præsident Obama synes sådan set ikke, at israelerne skal have andet end grænserne fra 1967 og et halvt Jerusalem. Man kan ikke kalde det generøst, snarere tankeløst, taktløst og historieløst, og det er måske også meningen. På den baggrund kan det ikke undre, at en israelsk ministerpræsident på besøg i USA tager til genmæle og fortæller, hvordan tingene hænger sammen. Er det ikke i tråd med etiketten, så er det i pagt med de faktiske forhold. Grænserne fra før 1967 lader sig ikke forsvare fra israelsk side, og et delt Jerusalem er opskriften på ny krig".

Resten af klummen er holdt i samme dur. 

Høy udslynger anklager om tanke-og historieløshed, men hans eget kendskab til Israel/Palæstina-konflikten synes at ligge på et lille sted.

Netanyahus genmæle er for eksempel   aldeles i tråd med de faktiske forhold, der dominerer USAs politik: jævnfør den magtfulde israelske lobby, som både republikanske og demokratiske kongres-medlemmer er henvist til at logre for. Ellers bliver de ikke genvalgt.

Det dokumenteres  i  en bog, Høy åbenbart ikke har læst: Mearsheimer & Walts afhandling om den israelske lobby og amerikansk udenrigspolitik.

Ligesom Høy heller ikke  har læst Tanya Reinharts to bøger om årtiers israelske manipulationer af Israels og Vestens opinion. Bemærk, at afdøde Reinhart var en velanset israelsk sprogforsker. Hendes bøger afslører bl.a.Ulrik Høys påstand om det halve Jerusalem som en kæmpe skrøne.

I virkeligheden var PLOs forhandlere allerede i 2000 villige til at afgive hele Jerusalem for i stedet at tage til takke med den lille flække Abu Dis i Jerusalems omegn (se herom ISRAEL OG DEN DANSKE TAVSHEDSFRONT).

Ligeledes er det en stor skrøne, at Israels eksistens er truet af en eventuel tilbagevenden til 1967-grænserne. Ganske vist retfærdiggøres  mange illegale israelske bosættelser på Vestbredden  med forsvarsmæssige hensyn, men  i virkeligheden er de lutter knæfald over for Israels religiøse(=fundamentalistiske) højre.

GR giver et par eksempler på et par af disse bosættelser, som fremtrædende israelske militærfolk anser for forsvarsmæssige fusere.

Se også http://www.nytimes.com/2011/07/11/opinion/11Sneh.html?_r=2&hp

Ud fra hans angreb på Obama skulle man tro, at Høy er lige  så højreorienteret som George W. Bush. Det står værre til. Som det fremgår af M&Ws bog, formåede Bush junior inden for sin anden embedsperiode  at sætte Ariel Sharon på plads og få ham til at rømme de jødiske bosættelser i Gaza-striben.

Snarere end med Bush synes Høy altså  at sympatisere med Israels ultra-reaktionære udenrigsminister Avigdor Lieberman. For nogle måneder siden efterlyste han Israel-venlige rygklappere på dansk grund.

Efterlysningen synes at have givet pote.

6. Hvad får israelerne til gengæld?

Spørgsmålet stilles af Ulrik Høy i nævnte klumme. Det er da et barokt spørgsmål. Det svarer til at spørge, hvad en tyv får til gengæld for at aflevere (en lille del af) sine tyvekoster. Det er nemlig uafviseligt: i løbet af de 44 år, der er gået siden 1967, har de skiftende israelske regeringer ikke gjort andet end at stjæle jord og vand fra palæstinenserne.

At Ulrik Høy synes at være uvidende om disse forhold, virker så meget desto mere underligt som han på Weekendavisen kunne briefes af sin yderst velinformerede kollega Martin Krasnik.

Hvad ville Israel  få ud af, at returnere blot en brøkdel af de stjålne tyvekoster?

Krasnik kunne fortælle Høy, at Israel ville blive frit for udsigten til at ende som en paria-stat. Læs mere herom i FREDERIK STJERNFELT OG DEN ISRAELSKE BLINDGYDE,afsnit 8.

7.THEODOR HERZL - en dekadent nationalromantiker

Den jødisk-ungarske journalist og dramaforfatter Theodor Herzl (1860-1904) udgiver i 1896 Der Judenstaat. Bogen anses for et af zionismens hovedværker.

Spørgsmål 1: I hvor høj grad påvirkes Herzls tænkning af tidens åndsstrømninger: nationalisme, antisemitisme og imperialisme?

Spørgsmål 2: Var Israel nogensinde opstået uden de rige pengegaver fra bl.a. baron  Edmund de Rotschild? I sin "Jødernes historie"(1934) skriver  daværende overrabbiner, dr.phil. M.Friediger, at baronen er "den egentlige grundlægger af det moderne Palæstina"(s.409).

Vedrørende imperialismen: samme Friediger  understreger , i hvor høj grad  Balfour-deklarationen af 2.november 1917  fremmede den zionistiske sag (s.418). Interessant, at deklarationen blev sendt fra Lord Balfour til nævnte Lord Rotschild (sammesteds).

At zionisterne skulle alliere sig med en af imperiemagterne, var faktisk en af Herzls kongstanker.

Et kuriosum: Herzl var wagnerianer. Selv om Richard Wagner var erklæret antisemit.

Var Herzl tilhænger af folkefordrivelse?

Slår man op i hans omfattende dagbøger, støder man på dette notat fra den 12. juni 1895:

" Die arme Bevölkerung trachten wir unbemerkt über die Grenze zu schaffen, indem wir ihr in den Durchzugsländern Arbeit verschaffen, aber in unserem eigenen Lande jederlei Arbeit verweigern.

Die besitzende Bevölkerung wird zu uns übergehen.

Das Ekspropriationswerk  muss ebenso wie die Fortschaffung mit Zartheit und Behutsamkeit erfolgen.

Die Immobilienbesitzer sollen glauben, uns zu prellen, uns über dem Wert zu verkaufen.

Aber zurückverkauft wird ihnen nicht". (Theodor Herzls Tagebücher, Erster Band, Jüdischer Verlag, Berlin 1922, s. 98)

Dansk oversættelse: " På ubemærket vis bestræber vi os på at få den fattige befolkning over grænsen, idet vi sørger for at de finder  arbejde i transitlandene.

Men i vort eget land nægter vi dem ethvert arbejde.

Den besiddende befolkning vil gå over til os.

Eksproprationen og fordrivelsen bør foretages på en hensynsfuld og nænsom måde.

Ejerne af fast ejendom skal tro, at de  snyder os og at de sælger til overpris.

Men der bliver ikke solgt tilbage til dem."

Bemærk, at Herzl kun ønsker at fordrive den fattige befolkning. Han er altså en slags humanist - i hvert fald over for de rige.

Et andet omdiskuteret spørgsmål er, om Herzls fordrivelsesprojekt er møntet på  palæstinenserne.

Læs mere om dette spørgsmål i PG, ss. 98-107. Bemærk, at Herzls dagbøger cirkulerer i censurerede udgaver. Jvf. PG, s. 107

Yderst interessant er Viktor Klemperers signalement af Theodor Herzl. Se kapitel XXIX (Zion) i hans "Det Tredje Riges sprog", ss.233-248

8. Israel-misinformation ved Carsten Skovgaard Jensen

Carsten Skovgaard Jensen(CSJ) udsendte i 2008 bogen "Israel i Palæstina". Den er på 411 sider inklusive et righoldigt noteapparat og en omfattende litteraturliste.

Bogens hovedærinde er at vise, hvordan det israelske "demokrati" er truet af  arabisk antisemitisme.

Jeg skriver ordet demokrati i gåseøjne, idet CSJ selv synes at være lidt i tvivl om, hvordan Israel skal defineres. På side 106 skriver han således: "...da Israel ikke er et demokrati for alle dets borgere, men et etnokrati (sic!), betyder det, at landets godt én million palæstinenserne, som har israelsk statsborgerskab, i virkeligheden behandles som andenklasses borgere og ikke kan identificere sig med en stat og dens symboler, som ikke er deres...".

På side 241 hævder forfatteren til gengæld, at "Israel har formået at overleve og udvikle sig til et vestligt inspireret højt teknologisk demokrati(sic!)".

CSJ skulle tage og blive enig med sig selv.

Helt bortset fra det er bogen skruet sammen efter det koncept, at palæstinensernes misgerninger oplyses med projektører, mens israelernes forbrydelser strejfes nu og da af lyskeglen fra en lommelygte.

På side 368 i bogens litteraturliste optræder Tanya Reinharts "Israel/Palestine".

Hendes omhyggeligt dokumenterede påvisning af Sharons, Baraks og andre ledende israeleres løgne leder man imidlertid forgæves efter i CSJ´s bog.

Alligevel er CSJ´s bog tilgængelig på 66 danske biblioteker.

Tanya Reinharts bog kun på 1. Få venligst syn for sagn på www.bibliotek.dk

9. MEMRI

At Israel idag er omgivet af et frådende antisemitisk hav, dokumenterer CSJ på grundlag af  zionisterne Bat Ye´ors og Bernard Lewis´ skrifter, når han vel at mærke ikke foretrækker at støtte sig til MEMRI.

Hvad står MEMRI for?

Det står for The Middle East Media Research Institute - hvilket skulle borge for den grangivelige videnskabelige objektivitet.

Lidt research afslører imidlertid, at instituttet sørger for at forsyne verdenspressen med grov zionistisk propaganda.

Se nærmere på denne link http://www.guardian.co.uk/world/2002/aug/12/worlddispatch.brianwhitaker

Mere om MEMRIs pro-israelske enøjethed kan den interesserede læser finde  i David Hirsts bog "The Gun and the Olive Branch". Siden folkene bag MEMRI  er utrolig dygtige i at opspore de mest kulørte former for anti-semitisme, der kan opdrives i den arabiske verdens mindste afkroge, bringer Hirst lidt balance i tingene ved  at levere nogle få eksempler på den anti-arabiske fanatisme, som ledende israelere - fra Itzhak Shamir til Ehud Barak - er i stand til at lægge for dagen. Se The Gun and the Olive Branch, s. 78 i 2003-udgaven.

David Hirsts er en af de bedst researchede undersøgelser af Israel/Palæstina-konflikten. Alligevel udlånes den kun af 7 danske biblioteker.

10. Jødisk fundamentalisme ifølge Adam Holm m.fl.

Man taler så meget om islamisk fundamentalisme, men hvad med den jødisk-israelske variant? spørger David Hirst (DH, 79 flg.).

Hirst henviser især til den israelske forsker Israel Shahak, hvis bog om jødisk fundamentalisme - skrevet i fællesskab med Norton Mezvinsky - er anmeldt af Adam Holm.

Se

http://www.politiken.dk/kultur/boger/faglitteratur_boger/ECE92911/ekstremister-for-vorherre/

Adam Holms anmeldelse fra 2004 tager sig unægteligt  lettere studentikos ud i dag, hvor Israels Haredi-fundamentalister er blevet mere og mere synlige i det israelske gadebillede. I en sådan grad, at selveste Shimon Peres har  fordømt dem på dansk tv (december 2011). 

Bogens to forfattere (Israel Shahak & Norton Mezvinsky) har imidlertid ret belastende ting at fortælle om samme Peres´ støtte til bosætterbevægelsen Gush Emunim (S&M, 56).

Vel at mærke: Shimon Peres - Israels nuværende præsident samt den israelske sekularismes grand old man.

Når Adam Holm slutter sin anmeldelse med en bemærkning om, at Israels sekulære kræfter - og Gud ske tak og lov for det! - er i klart overtal, bør man måske lige huske på, at det ofte drejer sig om sekulære kræfter, der let kan fristes til at sælge deres førstefødselsret for en tallerken linser. 

Mangt og meget kunne tyde på, at zionismen lige fra starten har kæresteret med judaismens mindre lødige sider.

Kunne det tænkes, at Israels jødiske fundamentalister er vore dages zeloter? I så fald må man virkelig spørge sig selv, om Israel har en fremtid.

For en mere positiv anmeldelse af Shahaks og Mezvinskys bog jvf.

http://www.information.dk/109954

11. Martin Gilbert, Jøder - Jødernes historie i det 20.århundrede i tekst og billeder, 2001

Gilberts bog er den kanoniske (politisk korrekte) fortælling om jøderne og Israel.

Politisk korrekt - i den forstand, at der hist og pist også kommer nogle ubehagelige indrømmelser. Således er de israelske massakrer  i f.eks.  Deir Yassin og Sabra og Shatila også med, men det er meget tvivlsomt, om den ret "diskrete" måde, hvorpå de er med, vil gøre noget synderligt indtryk på læseren.

Bogens force ligger i skildringen af Holocaust. Det er forfærdende læsning, men man må spørge sig selv, om bogen netop derved (mis)bruger  de hårrejsende ting, jøderne har lidt på grund af den nazistiske Endlösung, til at fortrænge   de frygtelige ting, palæstinenserne har måttet udstå og stadig udstår på grund af den israelske besættelse.

Interessante er bogens udeladelser: Hannah Arendt nævnes intetsteds, Judah Magnes´ kritik af  Israel omtales ikke, Folke Bernadotte nævnes, men der skrives intet om, at han blev myrdet efter ordre fra Itzhak Shamir - en af de tre terrorister/krigsforbrydere, der  senere beklædte posten som Israels statsminister.

De andre to er Menachem Begin og  Ariel Sharon.

På side 356 i Gilberts bog dukker en vis Elie Wiesel op. Googler man ham, viser det sig, at han er en fremtrædende eksponent af det, Norman G. Finkelstein kalder "Holocaust-industrien"(se litteraturlisten).

Måske er det lige netop hvad Gilberts bog er: holocaust-industri, når den er bedst.

12. Norman G. Finkelstein - Holocaust-industrien -    Refleksioner over  udnyttelsen   af jødernes lidelser, 2001

13. Simon Sebag Montefiore, Jerusalem - Biografien, 2011

Så vidt jeg kan se, er denne moppedreng på 752 sider  den bedste historiske introduktion til Israel/Palæstina-konflikten. Bogen er anmeldt af Anders Jerichow i Politiken d.20.10.11 og af Georg Metz i Information d. 11.11.11. 

 Det kan anses for et minus ved bogen, at forfatteren "stopper sin beretning ved Seksdageskrigen i 1967 og snor sig derfor uden om retten til byen i fremtiden"(A. Jerichow).

Til gengæld får læseren en fejende flot oversigt over Israels historie - fra kananæerne til  al- Nakba - samt et sjældent indblik i mange ellers fortrængte aspekter ved Israel/Palæstina-konflikten.

Sebag Montefiore viser for eksempel, hvordan der går en lige linie fra vore dages kristne zionister (der er entusiastiske støtter af USAs israelske lobby) tilbage til Oliver Cromwell, der "troede på tusindårsriget og var overbevist om, at hans puritanere som deres brødre i New England var det nye udvalgte folk"(s.367).

 Forfatteren til "Jerusalem - Biografien" har en gudbenådet evne til at gøre historien nærværende. Samtidig er hans biografi særdeles veldokumenteret.

Men den er langt fra den ultimative bog om Jerusalem endsige om Israel-Palæstina-konflikten. Montefiores imponerende bog bør læses sideløbende med eller som optakt til de mindre sprælske, men måske derfor mere tankevækkende bøger, der er blevet skrevet af Göran Rosenberg, David Hirst, Mearsheimer & Walt, Tanya Reinhart m.fl. For eksempel bør hans idealiserede portræt af Theodor Herzl suppleres  med de mindre flatterende informationer om Herzl, vi finder hos Per Gahrton eller Viktor Klemperer. 

13a. Amos Oz, En fortælling om kærlighed og mørke, 2001

Amos Oz (f. 1939 i Jerusalem) giver i denne bog en kærlig-ironisk og til tider rystende fremstilling af sin baggrund. Hele hans familie (med hans eftertænksomme mor som vigtigste undtagelse) sværger til den højre-zionistiske credo. Husguderne er Zeev Jabotinski, Menachem Begin og andre revisionister, arbejderpartiets Ben-Gurion fremtræder derimod som oftest som  yndlings- skydeskive.

   Det er en rigtig flot bog, et meget lødigt eksempel på god litteratur samt på israelsk "moderat-oplyst" selvforståelse.

Anbefales på det varmeste (at den læses i lyset af mere kritiske fremstillinger, f.eks. Ilan Pappes).

14. Ilan Pappe - Det moderne Palæstinas historie - Et land, to folk, 2010

Ilan Pappe er født 1954 i Haifa af tysk-jødiske forældre. Dr.phil. fra Oxford Universitet i 1984. I introduktionen til denne bog skriver han bl.a.:" Denne bog er skrevet af en person, der føler for de koloniserede, ikke de koloniserende, der sympatiserer med de besatte, ikke besætterne, med arbejderne, ikke bosserne".

Pappe er en af de "nye historikere" (s.289). Sammen med f.eks. Simha Flapan har han sat sig for - i et kritisk lys og på grundlag af en righoldig dokumentation -at revidere Israels mytologiske selvforståelse.

Det er en god studiebog.

15. Jyllands-Posten kommenterer Krystalnatten

I en leder dateret d. 15.november 1938 kommenterer Jyllands-Posten de begivenheder, som bliver betegnet som "Krystalnatten". Natten mellem den 9.og den 10. november 1938 blev jøder i hele Nazityskland overfaldet, deres hjem raseret, forretninger plyndret og synagogerne brændt af. Knapt 100 jøder blev pryglet ihjel under den såkaldte "Krystalnat", 30.000 slæbt afsted til KZ-lejre.

Jyllands-Postens leder havde følgende ordlyd (gengives her i den nye retsskrivning):

                             Jødeforfølgelserne i Tyskland

Den tyske aktion mod jøderne har ikke alene forbløffet verden ved sin ukloge udfordring på et tidspunkt, da det syntes at være alle muligheder for en ordning i fuld forståelse af de storpolitiske mellemværender; den har også forfærdet verden ved de brutale metoder, der er bragt i anvendelse - udskrivningen af den kæmpemæssige mandebod og måske især forordningen om, at jøderne selv skal erstatte den skade, som er anrettet på deres forretninger og ejendomme.

  Vi skal ikke i denne forbindelse spilde mange ord på den unge tyske jødes morddåd i Paris; det var et fejt snigmord, som overhovedet ikke kan undskyldes. Men Tysklands reaktion over for mordet kan nok give anledning til kommentarer. Gøbbels(sic) siger, at hærværket og brandstiftelserne ikke var planlagt fra regeringens eller det nationalsocialistiske partis side.

Men hvem har så planlagt aktionen? Alt tyder jo på, at der blev handlet efter en ganske bestemt parole. Det viser sig i tidspunktet og det viser sig endnu tydeligere i den omstændighed, at der på få undtagelser nær ikke blev øvet personlig overlast mod jøderne eller forøvet direkte plyndring.

Endnu et dunkelt punkt er myndighernes holdning. Fra alle sider erkendes det, at nationalsocialisme har skabt ro og orden i Tyskland - men, spørges der, hvordan kan det så gå til, at sådanne optøjer uhindret kan finde sted?

Er det tyske politi virkelig ude af stand til at forhindre noget sådant? Og hvis det var tilfældet, kunne så ikke parti-organisationer og eventuelt rigsværn række det en hjæpende hånd?

Skulle det ikke kunne lade sig gøre uden ligefrem at "skyde på folket", som Gøbbels udtrykte det? Og hvordan skal man forstå Gøbbels udtalelse i søndags: "Sådanne aktioner vil ikke mere blive "tålt" ? Blev de da "tålt" forleden?

Når man har fulgt jødespørgsmålet i Europa i årtier, kan man til en vis grad forstå tyskernes animositet overfor jøderne, også hvis man ser bort fra de raceteorier, der betyder så meget i den nationalsocialistiske verdensopfattelse. Selv herhjemme, hvor jøderne aldrig har nået en så dominerende stilling som i de mellemeuropæiske lande, har man i de senere år bemærket deres uheldige egenskaber. Der er mange jøder, som har vist sig at være gode danske mænd, der er utallige jøder, som stille og hæderligt passer deres dont uden at gå nogen for nær - men der er også påfaldende mange jøder, som på en lidet tiltalende måde er blevet forgrundsfigurer i svindelaffærer og måske ikke mindst i de uappetitlige pornografi og fosterdrabsaffærer, som er forekommet i de senere år. 

Også indenfor dansk forretningsliv optræder der jøder, hvis metoder ikke er nogen pryd for standen.

Men det, som vi herhjemme har set af jødernes uheldige sider, er kun en svag afglans af deres virke i de mellemeuropæiske og østeuropæiske lande. Også der må man naturligvis gøre undtagelser for de utallige jøder, der opfylder ethvert rimeligt etisk krav og derfor står i en skærende modsætning til de racefæller, som har ført an i det tvivlsomme forretningsliv, i den tvivlsomme forlystelsesindustri og måske navnlig i de politiske bevægelser yderst til venstre.

Det var ikke russere, men jøder med russiske navne, som druknede Rusland i blod. Det var ikke en ungarer, men en jøde som ledede den kortvarige, blodige rådsrepublik i Budapest. Det var ikke en tysker, men en jøde, som på samme måde gjorde München til et slagtehus.

Vi ved, at titusinder af jøder fordømmer  de jødiske forretningshajer, de jødiske pornografi-spekulanter og de jødiske terrorister. Men alligevel kan det ikke benægtes, at de erfaringer, som tyskerne - sammen med andre fastlands-folk - har gjort med hensyn til jøderne, danner en vis basis for deres følelser.

De mest hårdhændede regeringsforanstaltninger, der fulgte ovenpå "folkets spontane hævnaktion", har i korthed sagt det formål at  sulte og fryse jøderne ud af Tyskland. Men dermed er det tyske jødespørgsmål også blevet et europæisk spørgsmål.

Europa og den øvrige verden kan ikke stiltiende se på, at 750.000 mennesker skal gå til grunde, heller ikke kan den øvrige verden påtage sig nogen pligt til at skaffe disse mennesker underhold og arbejde. Man kan indrømme Tyskland, at det har ret til at skille sig af med sine jøder. Men til gengæld kan man stille det krav, at det sker på anstændig vis.

Den svenske professor Böök udkaster den tanke, at der må anvises jøderne "et sted, hvor de må være". Og hvorfor ikke forfølge denne tanke videre?

Man står overfor en løsning af kolonispørgsmålet. Ville det være ganske urimeligt, om et af de koloniområder, som nu kommer på auktionsbordet, blev sat til side som et fristed for jøderne ? Her kunne de få det "nationale hjem", som Palæstina alligevel aldrig kan blive for dem, her kan de udvikle deres egen stat, her kan de pleje deres traditioner og den kultur, som de ønsker at rendyrke.

Det måtte ret naturligt blive et af de koloni-områder, som ellers skulle gå tilbage til Tyskland; det ville være et offer for Tyskland at give afkald på det, men man kan vel heller ikke fra tysk side forlange, at andre skal påtage sig byrden ved at "udskille jøderne af det tyske folkelegeme". På lignende vis kunne Tyskland deltage i de direkte etableringsomkostninger, f.eks. ved at forpligte sig til at tilskyde et lige så stort beløb, som ved indsamling udenfor Tyskland - måske navnlig blandt velhavende jøder i andre lande - blev tilvejebragt til konsolidering af det nye "Jødeland".

Dette er naturligvis kun et tankeeksperiment, men vi nærer ikke tvivl om, at en løsning af denne art ville være noget nær det ideelle. I alle tilfælde er det ikke nok, at Tyskland skiller sig af med jøderne. Det må gøres på en sådan måde, at menneskehedens samvittighed ikke belastes for hårdt, og således, at Tyskland ikke taber noget af den respekt, som det havde vundet i alle lande og alle kredse.

Som forholdene er nu, kan Tyskland løse sit jødespørgsmål og endda beholde sin stormagtsstilling på basis af f r y g t. Men verden ønsker ikke at frygte Tyskland, den ser langt hellere et Tyskland, som den i et og alt kan respektere, fordi der kun på den måde kan skabes muligheder for en fortsættelse af München-afspændingen.

(Jyllands-Postens leder, d. 15.11. 1938)

Kilde: TS, s.39 

16. M. Friediger, Jødernes historie, 1934

Max Moses Friediger (1884-1947) var dansk overrabbiner 1920-47. Hans  "Jødernes historie" har den skavank, at den slutter i 1934, til gengæld er den lykkeligt fri for alle de efterrationaliseringer, som megen senere historieskrivning er behæftet med. 

M. Friediger er  eksponent for en vis moderat, oplyst zionisme, som fremtræder uhyre naiv i lyset af hvad den senere zionisme ( fra Ben Gurion til Ariel Sharon) har budt på.

På side 422 skriver han således:"...Zionisterne  har aldrig tænkt på at fordrive araberne fra Palæstina...".

I flere omgange har Israels skiftende regeringer sørget for at gøre Friedigers profeti til skamme.

17. Peter Lodberg, Tro og magt i det Hellige Land, 2010 (doktordisputats)

Peter Lodberg er teologisk professor fra Århus Universitet. Det siger sig selv, at han  i sin doktorafhandling henvender sig primært til teologer.

Ud over at give et interessant indblik i den konfessionelle debat indenfor Israels forskellige kristne kirker, indeholder Lodbergs bog imidlertid også en fin introduktion til den palæstinensiske problematik.

Særdeles læseværdige er i denne henseende siderne 77-107, hvor forfatteren beskriver de seks transformationsperioder i Israel og Palæstina.

Ganske oplysende er desuden hvad Lodberg skriver om dispensationalisme, den teologiske lære, der inspirerer den kristne zionisme (se s. 141).

Endelig er det velgørende at læse hvad han refererer om den sydafrikanske ærkebiskop Desmon Tutu: "Hvis ikke Israel husker på, - mener Tutu - hvad der skal til for at være et udvalgt folk, så vil det gå Israel ligesom Sydafrika, hvor samfundet blev tæret op indefra, fordi ingen i længden kan holde til at opretholde en uretfærdig situation med militærmagt. " (s.155)

 Alt i alt  er Lodbergs bog  et yderst tiltrængt korrektiv til en dansk mediedækning, der er næsten totalt  pro-israelsk:  Kristeligt Dagblad, Politiken, Jyllands-Posten, Berlingske Tidende, DR og TV2 er alle tydeligvis Israel-embedded.

 Mig bekendt er Information det eneste danske dagblad, der takket være Lasse Ellegaards artikler, tør skrive den ubehagelige sandhed om Israel som besættelsesmagt og apartheid-styre.

Peter Lodbergs bog tegner sig for den samme modige og sandhedskærlige linie.

Symptomatisk nok er hans bog kun blevet anmeldt to steder, blandt andet i Kristeligt Dagblad.

18. Har Israel en fremtid?

"Does  Israel Have a Future?" hedder en bog, som den amerikanske forsker Constance Hilliard udgav i 2009.

(fortsættes)

Litteraturhenvisninger

AJ = Anders Jerichow, Mellemøstkonflikter - Historie & Samfund, 2009

AL= Afaf Lutfi al-Sayyid Marsot i: Der Islam II, Die islamischen Reiche nach dem Fall von Konstantinopel, Fischer Weltgeschichte, 1971

AO= Amos Oz, En historie om kærlighed og mørke, 2002

BR = Birgitte Rahbek, En stat for enhver pris - Konflikten i Mellemøsten, 2000

BR2= Shadi Bazeghi & Erik Rasmussen, Israel henter vand under Vestbredden, Ingeniøren, 1, 1997

CH= Constance Hilliard, Does Israel Have a Future? - 2009

MF= M. Friediger, Jødernes historie, 1934

DG1= David Grossman, Den gule vind, 1980

DG2= David Grossman, Kvinde på flugt fra meddelelse, 2011

DH = David Hirst, The Gun and the Olive Branch, 1981/2003

GD= Gisela Dachs, Das verschleppte Problem mit den Ultraorthodoxen, ZEIT ONLINE

http://www.zeit.de/politik/ausland/2011-12/israel-ultraorthodoxe/komplettansicht

 

 

GR1= Göran Rosenberg, Det tabte land, 1998

GR2=Göran Rosenberg, Israels perfekte storm, Information 23.9.2011 http://www.information.dk/280110

HF1= Hans Henrik Fafner, Håndbog i bosætter-ideologi, Information 27.07.2007 http://www.information.dk/109954

HF2= Hans Henrik Fafner, Israels ultraortodokse dilemma, tidsskriftet ISRAEL, september 2010

IP= Ilan Pappe, Det moderne Palæstinas historie - Et land, to folk, 2009

JF=Jørgen Flindt Pedersen, Med ryggen mod Muren, Information 4.11.11    http://www.information.dk/284136

 JN= Jens Nauntofte, Fra jødisk Nationalhjem til Nationalstaten Israel http://www.leksikon.org/art.php?n=4873

LE= Lasse Ellegaard, Beskæmmende, Information 24.9.2008 

http://www.information.dk/166691

samme, Gratisten Søvndal, Information 3.11.2011 http://www.information.dk/284069

MG= Martin Gilbert, Jøder - Jødernes historie i det 20.århundrede i tekst og billeder, 2000

MK= Martin Krasnik, Israel er ved at gå i opløsning - Interview med Zeev Sternhell, Weekendavisen 3.2.2012

MR= Mette Rodgers, Israels jernmur står mere massivt end nogensinde før. Avi Shlaim om Israel/Palæstina-konflikten, Information 27.1.2012 www.information.dk/291832

MT= Morten Thing, De russiske jøder i København 1882-1943, 2008

NC= Noam Chomsky, US Foreign Policy in the Middle East, 2010 (tale) http://chomsky.info/talks/20100525.htm

NF= Norman G. Finkelstein, Holocaustindustrien: refleksioner over udnyttelsen af jødernes lidelser, 2001 

NPL= Niels Peter Lemche, Det gamle Israel, 1984

PG= Per Gahrton, Palestinas frihetskamp, 2010

PL= Peter Lodberg, Tro og magt i det Hellige Land (doktordisputats), 2010

M&W= Mearsheimer & Walt: Den israelske lobby og amerikansk udenrigspolitik, 2007

SH1= Svend Holm-Nielsen, Det gamle Testamente og det israelitisk jødiske folks historie, 1962

SH2 = Svend Holm-Nielsen, Historien bag Palæstina-problemet, 1975

SM= Simon Sebag Montefiore, Jerusalem - Biografien, 2011

S&M= Israel Shahak and Norton Merzvinsky, Jewish Fundamentalism in Israel, New Edition, 2004

http://politiken.dk/kultur/boger/faglitteratur_boger/ECE92911/ekstremister-for-vorherre

 TR1 = Tanya Reinhart, Israel/Palestine, How to end the War of 1948, 2002

TR2 = Tanya Reinhart, The Road Map to Nowhere, 2006

TS= Terkel Stræde, Jødehad i danske medier, 2009

VK = Viktor Klemperer, Det Tredje Riges sprog, LTI (Lingua Tertii Imperii), 2010

ZS = Zeev Sternhell, The Founding Myths of Israel - Nationalism, Socialism and the Making of the Jewish State, 1998

 

fortsættes 1.2.2012