|
angående Berlusconi - ( La traduzione italiana di questo articolo si trova sul sito www.pietrocini.dk sotto il titolo: Berlusconi il barbaro) Refleksioner over det italienske valg den 24. og 25. februar 2013 Jeg er født i Italien, men jeg har boet i Danmark i 48 år. Snart kan jeg desuden fejre mit 40 års jubilæum som dansk statsborger. Jeg elsker Danmark, og jeg bilder mig selv ind, at jeg er engageret i det danske samfundsliv blandt andet som besøgsven på det lokale ældrecenter. Alligevel - og heldigvis! - føler jeg mig stadig stærkt knyttet til Italien, mit fødeland. Min dobbelte identitet som dansker og italiener er imidlertid behæftet med den ulempe, at jeg - ofte i festligt lag - af danske venner og bekendte kan blive bedt om at afgive min uforbeholdne mening om mafiaen, den katolske kirke, Berlusconi eller hvad ved jeg med tilknytning til min italienske baggrund. Når det sker, føler jeg mig som oftest frustreret over, hvor vanskeligt det er at give et klart og kort svar. For hvad kan man egentlig sige om eksempelvis Berlusconi? Fænomenet Berlusconi Vist kan man definere ham som en multidisciplinær magthaver, for hvem det er lykkedes at koble politik, management og show biz i et fordummelses- og forråelseprojekt, der bl.a. går ud på at fodre vælgerne med mental hundeæde. Har man imidlertid leveret mandens signalement, bør man også forklare, hvorfor italienerne stemte ham til hans enorme magtstilling. Det korte svar lyder: Det gjorde de af den sørgelige grund, at den samlede italienske politikerklasse - fra venstre til højre - enten ikke ville eller ikke kunne modstå ham. Politolog og Princeton-professor Maurizio Viroli uddyber: Vel er Italien i 1946 blevet en demokratisk republik, der baserer sig på en progressiv grundlov. Men "landets århundredgamle moralske svaghed, der er blevet yderligere undermineret under fascismen, kunne ikke blive helbredt af den italienske republik". (La libertà dei servi, 2010. Citeres efter den engelske udgave: The Liberty of Servants, 2012, s.85). Ifølge Viroli er der især to faktorer, der har haft betydning for Italiens moralske svaghed. Den ene er det fremmedherredømme, der i form af talrige store og små hoffer under fransk/spansk og senere østrigsk dominans fra 1500-tallet og frem til Italiens genforening i 1861, underlagde sig næsten hele Italien. Denne tingenes tilstand, der strakte sig over tre(!) århundreder, skabte ikke alene en stor og doven adelsklasse. Den skabte også et værdisystem, hvor social overlegenhed blev ensbetydende med ligegyldighed over samfundets tarv og ligegyldighed over for politik overhovedet. Det var i denne periode følgende maksime vandt indpas:"Franza o Spagna - purché se magna"(Det er lige meget om vi bliver regeret af Frankrig eller Spanien - bare vi får noget at æde).I parentes bemærket: Det var i ly af ligegyldigeden fra de adelige storgodsejeres side, at den sicilianske mafia fik lov til at opstå og udvikle sig. Den anden faktor er den katolske kirke, der siden Vest-Romerrigets sammenbrud har sat et uudsletteligt præg på Italiens historie. Allerede i 1527 skrev Italiens betydeligste politiske tænker Niccoló Machiavelli: "Kirken har været årsagen til, at landet ikke er blevet samlet under ét overhoved, eftersom den ikke har haft tilstrækkelig styrke til at erobre Italien, men været stærk nok til at kunne hindre andre i at gøre det. Således lever hele Italien under mange fyrster og småherskere og er blevet så splittet og svagt, at det er et bytte ikke blot for magtfulde barbarer, men for enhver der falder ind i det. Det skylder vi italienere kirken og ingen andre" (Drøftelser, s. 87) Selv i 2013 - 152 år efter Italiens samling - står Machiavellis snart 500 år gamle dom ved magt. Suppleret nu med den konstatering af, at Berlusconi er blevet både landets hovedfyrste og dets mest magtfulde barbar. Desværre i begge tilfælde med Kirkens velsignelse. En fremtrædende katolsk gejstlig (don Luigi Verzé) har sågar betegnet Berlusconi som "Guds gave til Italien". Tilbage til Virolis analyse. Ifølge ham regerer Berlusconi over et hof bestående af flere millioner underdanige hofmænd(m/k). Disse er mennesker, hvis servile attituder og vaner folder sig ud i "smiger, hykleri, kynisme, hån over for frie ånder, griskhed og korruption". Mod hofmandens falske frihed sætter Viroli borgerens frihed - en frihed, der bunder i følelsen af ikke at være underkastet den vilkårlige eller enorme magt, der udøves af et eller flere mennesker. En frihed, der føler sig forpligtet over det fælles gode og udmønter sig i noget, der kan betegnes som borgerdyd. Mens dette skrives, næmer Italiens parlamentsvalg sig, og Berlusconi har fået travlt med at profilere sig på samtlige de tre landsdækkende tv-kanaler, som han ejer, ved ivrigt at deltage i alskens mad- og broderi-programmer og samtidig love at redde det gældsplagede Italien via massive skattelettelser. Det kan man selvfølgelig grine af - ligesom man grinede af Mussolini. Men så sandt som at "hver by har sin trold", fik Tyskland en trold, der var tilpasset tysk smag og selvforståelse. Man bør imidlertid ikke glemme, at Hitlers læremester var Mussolini. I lyset af dette fortilfælde burde Europa begynde at tage Berlusconi alvorligt. Også i betragtning af, at Italien i historiens løb har været storleverandør af nyskabelser af politisk og anden karakter. De kommunale friheder blev opfundet og ført ud i livet i Italien mellem 1200- og 1400-tallet. I øvrigt samtidig med bankvæsenet. Senere kom forfaldet - Italien skabte maskekomedien og mafiaen. Senere endnu kom Mussolini. Nu har Italien med Berlusconi fået en skikkelse, der på én og samme tid er pengemand med (sandsynlige) mafia-forbindelser, manager, fyrste og klovn. Fremtidens historikere vil måske kunne sige, at Berlusconi på sin egen perverterede måde virkelig har forenet Italien. Det har han gjort ved at hæve de negative aspekter ved italiensk kultur til højeste potens. Han er jo den brovtende, pralende og vulgære rigmand og samtidig evner han at give den som den snu tjener (den klassiske figur i den italienske maskekomedie), der snyder alle - inklusive in casu:dommerne og Angela Merkel. Med ham kulminerer så at sige en negativ udvikling, som man med gamle Hegel in mente må håbe vil slå om i en tilsvarende positiv udvikling. Lykkes det Berlusconi efter det kommende valg atter at blande sig i italiensk politik, vil det medføre en altomfattende ødelæggelse og en tilstand af retsløshed retsløshed, der vil øge behovet for en stærk mand. Og man kan frygte, at det er netop det, Berlusconi satser på. At blive en latinsk Putin, der kan lovgive ad libitum i mafiaens og sine egne interesser - uden småligt hensyn til de dommere, som han hele tiden anklager for at være kommunister, der er forudindtaget mod ham. Forhåbentligt vil de italienske vælgere stemme på end mindre irrationelt alternativ end Berlusconi. Dog er jeg ikke det mindste i tvivl om, at håbet for Italien ligger hos de mange frivillige, som i det stille fortsætter med at kæmpe for deres land. De er de frie borgere, som Maurizio Viroli efterlyser. Folk, som filosoffen Roberta De Monticelli og arkæologen Salvatore Settis, der blev præsenteret for Informations læsere i to artikler af Informations dygtige Italien-korrespondent Mads Frese (17.12.2011 og 12.01.2013). Jeg anser dem som kernen i (gen)fødslen af et italiensk civilsamfund, som langsomt men sikkert formår at etablere sig som et levedygtigt alternativ til en italiensk politikerklasse, der - med Berlusconi i spidsen - ikke har vist sig opgaven voksen. Mads Freses anmeldelse af ovennævnte Maurizio Virolis bog "La libertà dei servi" kan læses her: http://www.information.dk/283458
19.3.2013 Litteraturhenvisninger Giacomo Leopardi, Discorso sopra lo stato presente dei costumi degli italiani,1824 Ruggiero Romano, Paese Italia - Venti secoli d´identità, 1994 Thomas Harder, Italien - Fra Mazzini til Berlusconi, 2006 Salvatore Settis, Paesaggio, costituzione,cemento - La battaglia per l´ambiente contro il degrado civile,2010 Maurizio Viroli, La libertà dei servi, 2010. Foreligger på engelsk: The Liberty of Servants - Berlusconi´s Italy, 2012 Ciao bella! - Vom Niedergang des schönsten Landes der Welt, Der Spiegel, juli 2011 http://www.spiegel.de/spiegel/print/d-79572332.html Mads Frese, Italienerne har begået moralsk selvmord, Information 16.12.2011 Mads Frese, Monti og leopardens seneste ansigtsløftning, Information 13.10.12 Mads Frese, Hvad gør Italien så forbandet interessant, Information 14.10.12,anmeldelse af Corrado Augias´bog "I segreti d´Italia" http://www.information.dk/313943 Bill Emmot, Good Italy, Bad Italy - Why Italy Must Conquer Its Demons to Face the Future, 2012 Rasmus Løppenthin, Krisen har gjort Italien til et land i opbrud, Kristeligt Dagblad, 12.01.2013 Mads Frese, Vi lever i et samfund, der lemlæster sig selv, Information 13.01.2013 Morten Beiter, Et land uden antistoffer, Weekendavisen 18.01.13 |