Fat mod, venstrefløj

"Hip som hap", "pest og kolera". Sådan betegner mange forskellen på rød og blå blok. Det vidner om manglende omtanke.


Sagen er, at Venstrefløjen kun  kan  vinde valget -  vinde det stort  - , hvis det lykkes at skabe klarhed midt i den politiske forvirring, der præger store dele af det danske vælgerkorps og den politiske debat overhovedet. En forvirring, som hip som hap-snakken giver yderligere næring til.

Sidste symptom på  miseren er dagpenge-aftalen mellem Pia Olsen Dyhr og  Thulesen Dahl.

Forstå mig ret: jeg er absolut tilhænger af, at der skabes bedre vilkår for dagpenge-modtagerne.

Til gengæld  frygter jeg, at  mange  igen  fristes til at opfatte DF som et progressivt parti.

For det er DF aldeles ikke. DF tilhører tværtimod højrefløjen. Sammen med Venstre, de konservative og Liberal Alliance.

Alle til hobe er de reaktionære partier, som lige nu ikke burde få et ben til jorden.

De udgør nemlig reaganismens sidste skvulp.

                            *


Lars Løkkes problemer skyldes ikke bilagene og fadbamserne.

De skyldes to  langt alvorligere årsager, hvoraf den ene er pæredansk og den anden verdensomspændende.

Den danske først. Lars Løkke løfter arven efter Fogh. Og  Fogh er manden, der korrumperede/fordærvede Venstre, da han  kastede landet ud i Irak-krigen. Vel at mærke: På et aldeles forløjet (og i sagens natur korrumperende) grundlag.

Den verdensomspændende årsag er  finanskrisen. Denne dømte tusinder af mennesker til det dybeste armod, men så sandt som "Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget" kastede den samtidig reaganismen  på ideologiernes skraldeplads.

Det er på grund af reaganismens tilstundende endeligt, at Løkke og hans løjtnanter - fra Søren Pind til Troels Lund Poulsen og Inger Støjberg - lider lige nu af den ideologiske iltmangel, man forsøger at skjule med et røgslør af panik-tilbud.

                                      *

DFs dobbeltspil 

Er det nu fair at betegne V,C,O og I som reaktionære partier? De er jo alle stuerene demokrater, vil nogen påstå.

Problemet er, at  alle 4 nævnte partier har et uafklaret forhold til kapitalens enorme magt. En magt, der allerede nu har gjort demokratiet til en parodi af sig selv. Og en magt, som V,C, I og O arbejder på at styrke.

Når man arbejder på at styrke en magt, der tilstræber demokratiets udhuling, er man reaktionær. Så enkelt er det.

Jamen, vi vil sikre dagpenge-modtagerne bedre vilkår, siger DF.
 
Fint nok. Man hvad nytter det at sikre de ældre og dagpenge-modtagerne bedre vilkår, når DF endnu engang (som tidligere under Fogh) belaver sig på  at være tjenstvillig staldknægt for  Vs  kæpheste ?

Anderledes sagt: Hvad nytter det, når DF vil hjælpe Venstre med  nye vækst-tiltag såsom flere Bilka-forretninger og  flere mega svinefarme samt med flere destruktionstiltag såsom flere strukturreformer og flere krige?

Og hvad nytter det, når DF højst sandsynligt vil give sin "bette nøk" til, at Lars Løkke kan opfylde sin våde drøm om at skamfere Danmarks vidunderlige kystlinje med hoteller og fast food restauranter?

De, der går og tror, at DF er vores tids arbejderparti, burde fatte, at Kristian Thulesen Dahls dobbeltspil vil dræne de små lokalsamfunds næringsliv, ødelægge miljøet og vansire det danske landskab.

DANSK FOLKEPARTI - med speciale i at trække det danske folk rundt i manegen.

Hvordan kommer vi ud af den politiske forvirring?

spørger den franske skribent Serge Halimi i en artikel, som kaster et velgørende lys på den politiske situation lige nu. 1)
 Selv om  Serge Halimis indfaldsvinkel er Frankrig, kan hans refleksioner ret problemløst overføres til Danmark.

Halimi hæfter sig allerførst ved den altomfattende forvirring, som præger den internationale scene. Således i Rusland, hvor man  tordner mod "fascisterne i Kiev" samtidig med, at den europæiske højrefløj får lov til at holde møde i Sankt Petersborg. Et andet godt eksempel er USA, der støtter  Iran i Irak, men bekæmper det og forhandler med det i henholdsvis Yemen og Schweiz.

Hvilket er lige så forvirrende som, at Frankrigs  nationalistiske og fremmedfjendske Front National markedsfører sig med en social profil, der gør det vanskeligt at afgøre (for visse politisk svagt seende, i hvert fald), om partiet er reaktionært eller progressivt. Modsat er der kræfter inden for Frankrigs yderste venstrefløj, der i suicidal  fortvivlelse  (désespoir suicidaire) ønsker at fremme integrationen via flere ægteskaber med muslimer  efter forudgående omvendelser til islam, forstås. (Hvor det suicidale består i, at venstrefløjen er barn af Europas tradition for verdslighed og oplysning.)

To uadskillelige kampe

Der foreligger imidlertid en mindre fortvivlende mulighed, mener Halimi. Den består i med fornyet kraft at udkæmpe to kampe, som er uadskillelige: kampen for  demokratisk økonomi og kampen for  politisk suverænitet.

Demokratisk økonomi er ensbetydende med at inddæmme og efterfølgende at sætte en stopper for den afpresningsmagt, som kapitalen udsætter samfundet for.

At denne afpresningsmagt kan true en stats suverænitet, illustreres i disse dage af Grækenland,  hvis demokratisk valgte regering forsøges kvalt af højfinansen via EU.

Venstrefløjen kan ikke dø

Er Venstre ved at dø, er der al mulig grund til at slå fast, at venstrefløjen ikke kan dø. (2)

At tilhøre venstrefløjen - hvad betyder det?

Det betyder at hylde  ideerne om lighed og ægte demokrati. To ideer, der er mere levende end nogensinde.

Men disse ideer, skriver den franske nationaløkonom Frédéric Lordon, kan ikke virkeliggøres, så længe samfundet er prisgivet kapitalens  magt.

Tilhører Helle Thorning Schmidt venstrefløjen?

Det kan man diskutere.

Derimod er det indiskutabelt, at Lars Løkke er kapitalens mand.

Den danske venstrefløjs opgave lige nu? At bruge stemmesedlen til at forhindre, at Løkke bliver Danmarks næste statsminister.

Lige på falderebet  - noget angående krybdyr-hjerner

I dagens Information støder jeg på dette smaddergode læserbrev af Asger Sylvest Pedersen, medlem af Enhedslisten Thy

"Frygt skaber konkurrencetænkning

Valgdagen nærmer sig, og asylansøgere og kontanthjælpsmodtagere er de vigtigste temaer i debatten.
  Jeg færdes selv på fabriksgulvet som industriarbejder. Jeg forstår utrygheden ved, at flere og flere kolleger pludselig er udenlandske og irritationen over, at mennesker, som ikke arbejder, endda belønnes med kontanthjælp. Men sig mig alligevel en gang: Hvor er solidariteten blevet af? Hvorfor mistænkeliggøres ideen om velfærdssamfundet, som holder hånden under os alle? Er det utænkeligt, at du og dine en dag får brug for fællesskabets hjælp?

  Kald mig bedrevidende eller højrøvet, men vi bliver nødt til at stoppe den primitive krybdyrhjernes dominans i samfundet.

  Simple frygtimpulser betinger konkurrencetænkning, grådighed og selvtilstrækkelighed. Brug i stedet vores højtudviklede evner til at tænke, få ideer, føle empati og forstå sammenhænge.
Historisk set har mennesket udviklet sig gennem socialt samspil og opsamling af erfaringer. En fortsat menneskeværdig samfundsudvikling kræver, at vi tør kigge op over kanten af vores frygtsomme magelighed og overdrevne velstand.
Jeg håber, alle tænker sig godt om, inden de overlader magten til Lars Løkke Rasmussen. 
Helle Thorning Schmidt er måske inden for pædagogisk rækkevidde, hvis Enhedslisten, SF og Alternativet holder hende i ørerne."

Tusind tak for ordene, Asger Sylvest Pedersen !




  ______

1) Serge Halimi, Comment échapper à la confusion politique, Le Monde diplomatique, maj 2015

2) Frédéric Lordon, La gauche ne peut pas mourir, Le Monde  diplomatique,   september 2014

16. juni 2015