|
mullah Grundtvig og danskheden Der er sket ting og sager her på det sidste. Lars Løkke er blevet portrætteret af The Guardian i nazi-uniform, fhv. dramachef Ingolf Gabold siger, at serien "1864" var et politisk debatindlæg, og det var netop det, som Pia Kjærsgaard mente i sin tid, samme Pia Kjærsgaard som lige nu afkræver The Guardian en undskyldning på grund af ovennævnte Løkke-tegning. Undskyldningen får hun selvfølgelig ikke, den fik de muslimske ambassadører heller ikke, da Jyllands-Posten bragte Muhammed-tegningerne, to ting (tegningerne og den manglende undskyldning), som Pia Kjærsgaard var svært tilfreds med. Vel at mærke: Dengang ytringsfriheden ikke kunne gradbøjes. I dag er der kommet andre boller på suppen. A propos ytringsfrihed. Skulle venstrefløjen lige nu stikke piben ind eller i det mindste indrømme, at Pia Kjærsgaard havde ret, nu hvor der kommer masser af migranter, oven i købet muslimer? Nej. For det første havde Pia Kjærsgaard slet ikke ret. Tværtimod bærer Pia Kjærsgaard et stort medansvar for den destabilisering af Mellemøsten, som accelererede som følge af den DF-støttede Irak-krig. Og Pia Kjærsgaard har vel ikke glemt, at det er Saddam-officerer, der udgør rygraden i Islamisk Stats hær. For det andet skal venstrefløjen overhovedet ikke tie. Tier venstrefløjen, er demokratiet dødt og begravet. Så enkelt er det. Får højre ikke noget kvalificeret modspil fra venstre, udarter den politiske debat til postulater. Det er i denne ånd jeg gerne vil knytte en kommentar til en kronik af den grundtvigsk-tidehverske debattør Marie Høgh bragt i Weekendavisen d. 22-1-16. Kronikken bærer overskriften "Der er grænserne der giver os friheden", og er en lovprisning af nationalstatens naturlige treenighed: et land, et folk, et sprog. Naturlig ifølge Marie Høgh. Der er bare den hage ved denne treenighed, at den ikke er så naturlig endda. Der findes jo nationer, der har to officielle sprog, Schweiz har hele fire (tysk, fransk, italiensk, ræto-romansk). Det er sidste tredjedel af Marie Høghs kronik, der er den mest interessante. Ved første øjekast drejer det sig om den n-te variation over det fortærskede tema om Grundtvig som den danske landsfader. Men hvor de fleste Grundtvig-apologeter ( for eksempel Ove Korsgaard og Michael Böss) forsøger at pynte på Grundtvigs nationalisme ved at fremstille den som moderne, demokratisk, frisindet, jovial-hyggelig, kort sagt: dansk på den fede måde, hvad gør Marie Høgh? Hun præsenterer Grundtvigs nationalisme som en etnisk dansk nationalisme, så etnisk, at hans påståede demokrati viser sig at være et temmelig u-fedt Blut und Boden etnokrati. Dette problematiske aspekt ved Grundtvigs danskhed understreges af en herlig tegning, der ledsager Marie Høghs kronik. Den viser en ældgammel Grundtvig, der iført sort kalot er i færd med at hejse Dannebrog. Grundtvig med sort kalot - hvem og hvad associerer det (*) til? Et sted i sin bog "Hjemme i Europa" skriver Jens Christian Grøndahl, at " Grundtvigs skæg på en prik minder om skægmoden hos de landsbymullaher, der i varme lande slår piger ihjel, hvis de gerne vil i skole". Et beklageligt sammentræf? Ja, mener J.C.Grøndahl, der i samme åndedrag må dog indrømme, at der er noget indskrænket over Grundtvigs demokrati-opfattelse. Sagen er, at dansk kultur var meget mangfoldig og åben : takket være Grundtvig, men ofte også på trods af ham. Det dokumenteres på forbilledlig vis i Pia Fris Laneths nyligt udkomne bog "1915 - Da kvinder og tyende blev borgere", der ud over Grundtvig nævner de mange, der har gjort Danmark til et moderne demokrati. Folk som Mathilde Fibiger, Nathalie Zahle, Fredrik og Matilde Bajer, den indremissionske præst Harald Stein, det danske socialdemokratis stifter Louis Pio, Georg Brandes, Viggo Hørup og mange andre. At reducere dansk demokrati til Grundtvig er en skrøne. Letfordøjelig, men immervæk en skrøne. 21.2.2016 (*) Tegningen er lavet af Charlotte Pardi. Se Weekendavisen 22/1/16 Beslægtet link: Profeten og professoren |